Sydamerika
Sydamerikas geografi og klima
Det sydamerikanske kontinent ligger hovedsageligt på den sydlige halvkugle. Ækvator går gennem den nordlige del af kontinentet og har givet navn til det smukke land Ecuador. Landets beliggenhed på ækvator betyder blandt andet, at der kun er en halv grads forskel på gennemsnitstemperaturen i den koldeste og den varmeste måned.
Resten af verdensdelen kan til gengæld fremvise noget større afvigelse, hvad angår klima. De nordligste lande har tropisk klima, mens de sydligste dele af Chile og Argentina ned mod Antarktis rækker ind i det polare klimabælte.
Nedbøren er heller ikke ligeligt fordelt. Den enorme Amazonregnskov trækker godt med regn til sig hele året igennem, mens Atacama-ørkenen i det nordlige Chile må nøjes med omkring 1 mm om året.
Sydamerikas dyreliv
Det sydamerikanske dyreliv er temmelig forskelligt fra andre kontinenters og har tilpasset sig de forskellige naturområder. I Andesbjergene klatrer lamaer mellem klippernes spredte buske, i regnskovene strejfer jaguaren rundt på jagt efter hjorte og tapirer, når den da ikke bevæger sig ud på Argentinas langstrakte pampas efter velopfedet kvæg.
Det specielle dyreliv på de isolerede Galápagosøer, der har udviklet sig helt uden påvirkning udefra, er et helt kapitel for sig.
Sydamerikas befolkning
Befolkningen i Sydamerika er lige så sammensat, som naturen er alsidig. Verdensdelens forfædre, inkaerne, mayaerne og aztekerne, som byggede højt udviklede civilisationer op, blev knust af spanske og portugisiske erobrere med drømme om frodige landbrugsområder og forgyldte eldoradoer i blodet.
I dag udgør mestizer, der er efterkommere af både indianere og europæere, flertallet af befolkningen. Resten er af ren europæisk afstamning eller har afrikanske forfædre, der blev sejlet til især Brasilien fra Afrika i 1700- og 1800-tallet.
I de mest ufremkommelige regnskovsområder og på Andes’ højsletter har den oprindelige befolkning undgået europæisk påvirkning, og nogle steder i Peru, Ecuador og Bolivia bliver i de gamle inkasprog stadig talt.
Sydamerikas historie
Den første europæer på kontinentet var Columbus, der i 1492 gik i land på Bahamas, og troede, at han havde nået nogle hidtil ukendte indiske øer. Først Amerigo Vespucci opdagede, at der var tale om et nyt kontinent og opnåede udødelighed ved at låne sit fornavn til den nye verdensdel.
Snart begyndte udforskningen af ’den nye verden’ at tage fart, og Spanien og Portugal delte så godt som hele Sydamerika imellem sig. I løbet af første fjerdedel af 1800-tallet blev næsten alle lande selvstændige, men den europæiske dominans har efterladt tydelige spor i kulturen i flere af de sydamerikanske lande.
At rejse i Sydamerika
En rejse til Sydamerika skriger næsten på naturoplevelser. Et krydstogt mellem Galápagosøerne er et møde med skildpadder, søløver og havleguaner. I Ecuador kan man vandre på Andes-kædens vulkaner eller udforske Amazonregnskoven med udgangspunkt i en ægte junglelodge, mens det kæmpemæssige vandfald Iguazú skal opleves på grænsen mellem Brasilien og Argentina. Men der er meget mere at værdsætte i det mangfoldige kontinent.
Man kan lægge sin ferie forbi små kolonibyer med hyggelige, brolagte gader og bygninger i klassisk barokstil. Der er også store oplevelser at hente i regionens storbyer som tangoens Buenos Aires eller verdens smukkest beliggende storby, Rio de Janeiro. Fortidens indianere kan man møde på rejser til Cuzco og i den glemte inkaby Machu Picchu i Peru; nutidens indianere findes bl.a. på flydende øer af siv i den højt beliggende sø Titicaca, mens et af de mest dramatiske naturområder i hele Peru findes i Colcakløften nord for Arequipa. Fra udsigtspunktet Cruz del Condor kigger man 1.100 meter ned i kløftens dyb, og ovenfor ligger Peregrinobjergets snedækkede tinde. Desuden er området beboet af vilde vicunaer og den kæmpestore kondor.
En rejse til Sydamerika kan også sagtens indeholde en god dosis mystik, fx ved de fascinerende Nazcalinjer i geometriske og dyrelignende former eller på den myteomspundne Påskeø med de kolossale stenskulpturer på op til 40 ton.