Ecuador har fået sit navn fra sin beliggenhed på ækvator. Landet grænser til Colombia i nord og til Peru i syd, og kysten vender ud mod Stillehavet. Geografisk kan Ecuador deles i tre hovedregioner: La Costa (kysten), La Sierra (højsletten) og El Oriente (junglen). Den store kystslette mod Stillehavet er frodigt landbrugsland dækket af marker med ris, majs og hvede samt bananplantager. På højsletten mellem bjergene dyrkes kartofler i op til 3.600 meters højde. I undergrunden under regnskoven mod øst ligger oliereserver, der sammen med bananer yder det største bidrag til Ecuadors ekportindtjening.
Af Ecuadors 13 millioner indbyggere er ca. 40 % indianere, hvoraf nogle nedstammer direkte fra inkaerne. 40 % er mestizer (af blandet indiansk og europæisk herkomst), 15 % er europæere, og resten er af afrikansk afstamning eller mulatter. Ecuador har været beboet af forskellige indianercivilisationer i mange tusind år. Trods stor modstand fra de ecuadorianske indianerstammer lykkedes det inkaerne at indlemme landet i deres mægtige rige omkring 1450. Snart ankom endnu en erobringsmagt, nemlig Spanien i skikkelse af conquistadoren Pizarro. I 1532 fik han effektivt destrueret Inkariget ved at henrette lederen Atahualpa. De tilbageværende inkaer ødelagde Quito og mange andre byer for kun at overlade spanierne en bunke ruiner. Derfor er der nu kun en enkelt inkaby tilbage i Ecuador, nemlig den meget smukke Ingapirca beliggende i højlandet nord for byen Cuenca.
Efter den spanske erobring var Ecuador en del af vicekongedømmet Peru og senere af det store vicekongedømme Ny Granada. Spanierne blev smidt ud i 1822, hvorefter Ecuador hørte under Simon Bolivars store colombianske stat. I 1830 rev landet sig løs og blev et diktatur under general Flores, der snart blev efterfulgt af diktatoren Moreno. Helt indtil 1978 var Ecuador et land med uro og det ene militærkup efter det andet. Da styret til sidst blev civilt og demokratisk, fik alle andre end indianerne glæde af det. Den indianske befolkning blev stadig undertrykt, og især da olien i jungleregionerne blev fundet og skulle udnyttes, blev livet svært for junglens indianere. Siden sidst i 1990’erne har Ecuador igen været præget af uro, økonomisk krise, korruption og problemer med at udnævne en ny præsident på en ordentlig måde.
Rejser i Ecuador kan indeholde vulkanbesøg i Andes, indianske markeder i Otavalo, jungleudforskning i El Oriente-regionen, et krydstogt mellem de utrolige Galápagosøer – eller det hele på én gang. Hovedstaden Quito blev hurtigt genopbygget af spanierne, efter at inkaerne havde jævnet den med jorden. Byen ligger højt på Andeshøjsletten, har bevaret sit spanske kolonipræg og er et hyggeligt udgangspunkt for en rejse i Ecuador. I højlandet ligger også byen Otavalo med det berømte indianske marked. Her sælges alt mellem himmel og jord, og stemningen er hektisk og farverig mellem de mange indianere, der ankommer fra landsbyer i hele højlandet. Højslettens byer ligger midt mellem høje, smukke bjerge med både aktive og udslukte vulkaner. Især Cotopaxi Nationalpark er et flot skue med pragtfulde udsigter til den gletsjerklædte vulkan på hele 5.897 meter, hvilket gør den til verdens højeste aktive vulkan.
En spændende modpol til de sneklædte, kølige bjergtinder i Andes er den varme, våde jungle øst for bjergene. Med udgangspunkt i en klassisk junglelodge omgivet af orkidéer, kaffebuske og ananasplanter er det muligt at udforske et af verdens mest spændende naturfænomener: den tropiske regnskov. Her kan også stiftes bekendtskab med dens befolkning, indianerne. I junglen er køretøjer ikke meget bevendt, og udforskningen må i stedet foregå til fods eller med motoriseret kano ad de mange floder, der gennemskærer det våde område. Men opremsningen af Ecuadors spændende naturoplevelser stopper ikke her. Det ville næsten være en skam at holde ferie i Ecuador uden at besøge de legendariske Galápagosøer. Øerne opleves bedst om bord på et skib, så man kan komme rundt til alle de små vulkanøer og helt tæt på pelssæler, søløver, pelikaner, havleguaner, pingviner og naturligvis de berømte Galápagos-skildpadder.
Læs også vores rejseberetning om Ecuador og Galápagos – hvor Andesbjergene møder Amazonas
Ecuador indeholder næsten alt, hvad den oplevelsessøgende rejsende drømmer om. Her er frodig jungle, høje bjergtinder, farvestrålende indianerkulturer og de helt enestående Galápagosøer. Gennem årtusinder har dyr og fugle svømmet eller fløjet til disse isolerede vulkanøer langt ude i Stillehavet. Her har de gennem tiden tilpasset sig øernes levevilkår og udviklet sig til specielle arter, der ikke findes andre steder i verden.