Empire State Building og Chrysler-bygningen skyder op mellem hundredvis af tårnhøje kontorbygninger i glas og stål. Nedenfor i Central Park løbes der på rulleskøjter, i SoHo og Tribeca shoppes der kunst, og efter arbejde tager kunstnere og galleriejere hjem over Brooklyn Bridge til den nye, hippe bydel Williamsburg. Man har konstant fornemmelsen af at have været her før – også ved sit første besøg. New Yorks skyline med Manhattans voluminøse skyskrabere er gengivet så mange gange på film, at det indimellem kan være svært at kende forskel på fiktion og virkelighed. Men det slår alt sammen benene væk under én, når man forsvinder i skyggerne under dem.
De senere år har byen fået en række nye og allerede ikoniske bygningsværker, heriblandt det nye One World Trade Center, Central Park Tower og The Vessel ved Hudson Yards, ligesom den gamle højbane The High Line er blevet en populær attraktion.
Læs også vores anbefalinger til nogle gode New York-oplevelser i artiklen 24 timer i New York
USA er naturligvis meget andet end Wall Street, Chinatown, Little Italy, Times Square, Broadway og The Big Apple. Men går rejsen til USA’s østkyst, er New York City et must, ligesom Frihedsklokken i Philadelphia, Casino- og badebyen Atlantic City, Det Hvide Hus i Washington D.C. eller naturen omkring Niagara Falls og nationalparken Shenandoah.
Det er også værd at opleve det traditionsrige og meget ”europæiske” New England – USA’s nordøstlige hjørne, der huser staterne Massachusetts, Connecticut, Rhode Island, Vermont, New Hampshire og Maine samt de prestigefulde universiteter Harvard og Yale. Uden for storbyen Boston, der bugner af bogcaféer i North End og mættes af atmosfære i Beacon Hill, kan man nyde en idyllisk ferie i skove, der svælger i alverdens træsorter som ahorn, ask, eg, birk og bøg.
Vil du rejse endnu længere væk fra Amerikas store byer, skal du holde ferie i Rocky Mountains og det vilde vesten med staterne Idaho, Montana, Wyoming og Colorado. Her er der levende postkort med vide horisonter, store klippebjerge, og imponerende nationalparker som fx Yellowstone.
Ikke alt for langt væk ligger desuden præriestaterne Kansas, Nebraska og South Dakota, med Mount Rushmore og det kendte monument af de fire præsidenter George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt, hvis enorme stenansigter er lige så høje som 6-etagers bygninger.
Glem heller ikke Chicago og de store søer – den gamle gangsterby har forvandlet sig til en spændende arkitektonisk drømmeby med den imponerende skyline indeholdende det 443 meter høje Sears Tower, som også kaldes Willis Tower. Der er USA’s tredjehøjeste skyskraber efter to bygninger i New York, nemlig One World Trade Center på 541 meter og Central Park Tower på 472 meter. Byen har samtidig et spændende og rigt musikliv.
Musik er der også masser af i Seattle eller The Emerald City, hvis smukke bagtæppe udgøres af Olympic-bjergene mod vest og det 4.400 meter høje Mount Rainier mod sydøst. Byen, der blev verdenskendt for den rockede musikgenre grunge i 1990’erne, har i øvrigt meget passende fået sit eget musikmuseum, som er tegnet stjernearkitekten af Frank O. Gehry.
Fra Seattle kan man tage nordpå mod Vancouver i Canada eller sydpå langs Stillehavskysten, der blandt andet er befolket af hvaler, delfiner og søløver. Få vil snyde sig selv for en ferie i solrige Californien med spændende San Francisco, glamourøse Hollywood og den kuriøse danske by Solvang.
Gør også plads til et feriebesøg i Joshua Tree National Park, som har taget navn efter det lille palmetræ, der har tilpasset sig de barske leveforhold i Californiens Mojave-ørken. Parken ligger på grænsen mellem to ørkentyper – på den ene side den lavere og golde Colorado-ørken i syd, og på den anden side den frodigere og højere beliggende Mojave-ørken lidt længere mod nord.
Der er også masser at opleve i stater som Texas, Arizona, Nevada, Utah og New Mexico: Fra naturoplevelser i Grand Canyon over neonflakkende spillehaller i Las Vegas til eksotiske Santa Fe samt spændende storbyer som Houston, Austin og Dallas.
Det sydvestlige USA byder på en enestående mulighed for at rejse ind i sjælen på de indianske kulturer. For eksempel i det store Navajo-reservat og de mange Pueblo-indianske landsbyer i New Mexico.
Eller du kan foretage en musikalsk rejse til jazzens hjemby New Orleans, country-musikkens hovedstad Nashville og Elvis Presleys Graceland i Memphis, Tennessee. Er du mere til store Chevrolets, Buicks eller toptunede Harley Davidsons, skal du selvfølgelig begive dig ud på den legendariske Route 66. Ruten fra Chicago til Los Angeles strækker sig over 3.939 kilometer og går gennem otte delstater.
Stjernerestauranter og fastfoodkultur. Luksushoteller og bizarre moteller. 88.000 km highways og endeløse prærier. Guds eget land folder sig ud fra Mount McKinley til Death Valley, fra Manhattans elegante skyline over barske Rocky Mountains til badeferie med Hollywoodstjernerne i Californien.
Her er metropoler, der aldrig sover, og nationalparker, hvor man kun hører lyden af prustende bisoner.