Dansk Vestindien hedder officielt De Amerikanske Jomfruøer og var i 250 år en dansk koloni. Den danske fortid kan ses på alt fra gadenavne og danske gloser i sproget til fejring af helligdage som sankthans og mortensaften. Ud over spændende kolonihistorie kan øerne tilbyde paradisiske sandstrande, hvor solens stråler, palmernes skygge og det krystalklare vand kæmper om at tiltrække sig mest opmærksomhed.
Jomfruøerne er en øgruppe i Caribien øst for Puerto Rico. Øgruppen blev delt i en britisk og en dansk del i 1600-tallet. Den vestlige del af øgruppen, De Britiske Jomfruøer, er stadig under britisk kontrol, mens de tidligere danske øer, Skt. Croix, Skt. Thomas og Skt. John, nu er amerikansk territorium. Landskabet på øerne er bakket og klippefyldt med Crown Mountain på Skt. Thomas som højeste punkt (475 meter).
Omkring øernes bakkede indre ligger en perlerække af funklende hvide sandstrande, som igen er omgivet af koralrev med fisk og koraller i alverdens farver og former. Se nærmere på Dansk Vestindien: Kort Dansk Vestindien. Klimaet er subtropisk med 25-28° året rundt og en relativt kort og mild regnsæson fra september til november.
Størstedelen af Dansk Vestindiens 105.000 indbyggere er efterkommere af slavegjorte afrikanere Ellers bebor nogle få europæere og amerikanere de tre caribiske øer. Ud over Danmark har Spanien, Storbritannien, Holland og Frankrig forsøgt at få magten på Jomfruøerne, men pirater og en oprindelig indiansk befolkning der modsatte sig styret, gjorde det svært. Alle de europæiske koloninationer havde derfor kun kortvarigt magten, indtil det lykkedes for danskeren Erik Nielsen Schmidt at blive den første guvernør på Skt. Thomas.
Han flyttede ind i øens guvernørbolig den 30. marts 1666, men døde dog nogle få måneder senere. Først i 1672 kom der rigtig gang i koloniseringen. Det nyligt oprettede Vestindisk Kompagni tog Skt. Thomas som base. Det, danskerne især var interesserede i på Jomfruøerne, var havnen i hovedstaden Charlotte Amalie, der stadig er Caribiens bedste naturlige havn, og muligheden for at dyrke eksotiske og yderst indbringende varer.
Danskerne tjente betydelige summer på sukker- og kaffeplantager, der blev passet af det store antal slaver, der blev importeret fra Vestafrika. Sidst i 1700-tallet var 25.000 ud af 30.000 indbyggere slaver. Slaveriet blev ophævet i 1848 af den danske guvernør Peter von Scholten efter et oprør blandt slaverne – Danmark var den næstsidste europæiske kolonimagt, der opgav slaveriet.
Herefter gjorde manglen på arbejdskraft og en øget konkurrence på sukkermarkedet livet økonomisk svært for plantageejerne på de tre danske øer. Efter 250 år som dansk koloni blev øerne solgt til USA d. 27. marts 1917. Prisen for tre tropeøer var 94 millioner kr.
Især i hovedstaden Charlotte Amalie, på øen Skt. Thomas, er den danske kolonihistorie nærværende. Byen er opkaldt efter Christian d. V's dronning, Charlotte Amalie, og er anlagt på fire mindre højdedrag. Op ad bakkesiderne slynger sidegader med navne som Kongens Gade, Dronningens Gade og Borger Gade sig. Charlotte Amalies interessante bygninger inkluderer blandt andet Fort Christian, der er øens ældste bygning, og som ud over at være byens fæstning har tjent som kirke, fængsel, domhus, guvernørbolig og brandstation.
I dag er bygningen restaureret og omdannet til museum. Over for fortet finder man den tidligere danske kaserne bygget i 1874. Her på pladsen foran kasernen blev det danske flag sænket til fordel for det amerikanske, da øerne blev overdraget til USA i 1917. I dag rummer kasernen øernes senat, og den er et fint eksempel på dansk koloniarkitektur. Mellem havnefronten og Dronningens Gade, som også hedder Main Street, ligger en stribe af gamle danske handels- og varehuse, for eksempel A.H. Riises Apotek. Også kirker er der mange af i Charlotte Amalie – og de er vidt forskellige, for øerne havde religionsfrihed. Derfor finder man en katolsk, reformert, anglikansk og en lutheransk kirke såvel som en jødisk synagoge i byen. Synagogen ligger naturligvis i Krystalgade ligesom synagogen i København.
På øen Skt. Croix kan man tage et skridt tilbage i tiden til plantageæraen ved at besøge museet på Estate Whim-plantagen. Her kan man lære mere om den komplekse kolonihistorie, se plantageejerens bolig i det smukke ovale hus, og få mere at vide om hvilke forhold slaverne levede under, mens de arbejdede i markerne og på sukkerraffinaderiet.
På Skt. John kan man opleve Jomfruøernes Nationalpark, hvor der både er skønne strande, et overvældende fugleliv, indianske billeder hugget ind i klippesiderne og fine vandrestier. Hver af de tre øer byder på kilometervis af smukke strande, som det kræver en god portion viljestyrke at holde sig fra – men hvorfor skulle man også det?