Grenada er et lille ørige i Caribien, der består af hovedøen Grenada og øerne Carriacou og Petite Martinique samt en mængde småøer uden faste beboere. Grenada blev i sin tid skabt af vulkansk aktivitet, og landskabet er bjergrigt med bakker, der rejser sig brat bag det smalle bælte af flade sandstrande ved kysterne. Regnskove kryber op ad de udslukte vulkaners sider, ind imellem afbrudt af en lille plantage med duftende muskattræer. Landet ligger nordvest for Trinidad og Tobago, nordøst for Venezuela og sydvest for St. Vincent og Grenadinerne.
Da Columbus kom til Grenada i 1498, var øerne beboet af carib-indianerne og der gik over hundrede år før de europæiske kolonister overtog landet.
Først i 1650 bosatte en gruppe franskmænd sig, og snart var Grenada dækket af sukkerplantager, og den indianske befolkning erstattet med slaver indført fra Vestafrika.
Efter hundrede år med fransk styre, overtog briterne magten og Grenadas indbringende sukker- og kakaoproduktion. Grenada blev selvstændigt d. 7. februar 1974.
Få år efter selvstændigheden begyndte en kort periode med marxistisk styre, hvor premierminister Maurice Bishop etablerede tætte relationer til Cuba og Sovjetunionen. Dette ville USA ikke stå model til, og i 1983 søsatte USA sammen med en række andre caribiske stater et militærindgreb med det vredladne navn Operation Urgent Fury (”operation påtrængende raseri”), og seks dage senere var Grenadas marxistiske flirt fortid.
Efter en del år med et overgangsråd som styreform efter den amerikanske besættelse, er den politiske situation i Grenada blevet mere stabil. Det konservative partiet NNP (Det nye nationale parti) og NDC (Den nationale demokratiske kongres) har skiftevis styret landet i nyere tid.
De fleste af Grenadas 120.000 indbyggere har helt eller delvist afrikansk blod i årerne, men også europæiske, indiske og ganske få indianske gener er repræsenteret blandt grenadierne.
Grenada var oprindeligt beboet af Arawak-indianere, der senere blev udryddet af carib-indianere, inden franskmænd og briter koloniserede øerne.
Landets omskiftelige historie og forskellige befolkningsgrupper viser sig på flere måder i kulturen: Det officielle sprog er engelsk, men de mest talte sprog er forskellige former for kreolsk med rødder i fransk eller afrikanske sprog. Det grenadiske køkken består af lige dele franske, afrikanske og indiske ingredienser.
Den engelske tilstedeværelse på øerne viser sig tydeligst ved Grenadas nationalsport, nemlig det ærkeengelske cricket. Trods sin beskedne størrelse er Grenada verdens næststørste eksportør af muskatnød, kun overgået af det arealmæssigt 5.000 gange større Indonesien. Grenadierne er så stolte af deres andenplads, at den lille krydrede nød har fået en plads på det grenadiske flag.
Samtidig har muskatnødden sammen med Grenadas produktion af kanel, ingefær og kryddernelliker skaffet landet tilnavnet ”krydderiøen” – en tilsyneladende ganske populær betegnelse, som Grenada må dele med blandt andre Zanzibar og de indonesiske øer Molukkerne.
På en rejse til Grenada kan man opleve traditionelle, caribiske byer, smukke sandstrande og tropiske regnskove. Hovedstaden St. George’s er en af Caribiens kønneste byer med pastelfarvede huse, der kryber fra den hesteskoformede og sejlbådsfyldte havn op ad de svagt skrånende bakker.
Over byen ligger den gamle fæstning Fort George fra 1705, hvorfra man har en uovertruffen udsigt over havnen, hele lagunen og den berømte strand Grand Anse mod syd. Øgruppen har i alt 121 kilometer kystlinje. Her findes et stort antal strande, der ligner en fuldendt kopi af de fleste danskeres forestilling om den perfekte tropestrand: blødt hvidt sand, lune krystalklare bølger og høje slanke palmer.
Grand Anse er kendt som landets mest populære strand, men der findes mange fine og mindre velbesøgte strande, ofte med en mere ”oprindelig” stemning end strandene på mange andre caribiske øer. I nationalparken Grand Etang kan man opleve Granadas mangfoldige natur. Nationalparken er centreret omkring den smukke sø Grand Etang, der fylder et udslukt krater i en gammel vulkan. Fra søen snor et mylder af fine vandrestier sig ud gennem den frodige regnskov.
Østaten Grenada er Caribiens krydderiøer, hvor duften af kanel og muskatnød akkompagnerer billedet af små sandede laguner, regnskovsomkransede vandfald og traditionelle vestindiske landsbyer. I Grenada kan man svømme under vandfald, genopdage kolonitiden i den idylliske hovedstad, Saint George’s, geare helt ned på den oversete ø Carriacou eller udforske en ny strand hver dag.