Togrejse langs polarcirklen

Vi flyver fra Københavns lufthavn med kursen sat mod det nordlige Sverige. På vej mod nord har vi en mellemlanding i Stockholm.

Hvis tiden tillader det, tager vi efter ankomsten en lille tur rundt i Luleå. Her kan vi bl.a. se byens torv, kirke og gågade. Kystbyen er om sommeren et yndet udflugtsmål for mange norske turister, der lokkes af de billigere svenske priser og de lange sommeraftener med udsigt til Bottenbugten.
Vi overnatter på hotel i Luleå.

I dag tager vi hul på første etape af vores 500 km lange togrejse mod Narvik i Norge. Efter morgenmaden på hotellet begiver vi os mod stationen i Luleå. Når vi har fundet vores pladser, kan vi blot læne os tilbage og nyde turen gennem de svenske birkeskove, tundraen og golde månelandskaber. Her er langt mellem stationerne, og stednavnene er ofte samiske.

Undervejs på dagens strækning krydser vi polarcirklen. I virkeligheden er polarcirklen ikke andet end den 66° 33’39” breddegrad på den nordlige halvkugle. Breddegraden i sig selv er nok ikke så interessant, men det som den markerer, er spændende. Det er nemlig lige her, hvor midnatssolen og polarnatten begynder. Landområder nord for polarcirklen med hhv. midnatssol og polarnat tæller bl.a. Nordpolen, Det Arktiske Ocean, tusindvis af store og små øer og landområder i Grønland, Alaska, Canada, Sibirien, Rusland, Island og naturligvis også i Skandinavien.

De geografiske fænomener midnatssol og polarnat optræder, fordi Jordens akse – den usynlige linje gennem Jorden mellem Nord- og Sydpolen, som Jorden roterer om – tilter. Når Jorden kredser rundt om Solen, tilter Nordpolen mod solen i vores sommerhalvår og væk fra solen i vores vinterhalvår.

Hen på eftermiddagen når vi Kiruna, der regnes for Sveriges nordligste by og er hjemsted for godt 17.000 mennesker. De fleste af indbyggerne her arbejder med minedrift, rumindustri og turismen i området. Kiruna er dog efterhånden mest kendt for at være byen, der skal flyttes. Dette og meget mere skal vi se nærmere på den efterfølgende dag, når vi besøger minen, som er hovedårsagen til dette ganske omfangsrige flyt. Byen har siden 2014 været i gang med at blive flyttet godt tre kilometer mod øst; projektet forventes dog først helt fuldendt i år 2100!

Kirunas eksistens skyldes Malmberget i Gällivare og den underjordiske mine i udkanten af Kiruna by (Luossavaara-Kiirunavaara). I Gällivare bryder selskabet LKAB en af verdens rigeste jernmalme fra det enorme brud i Gropen (”Hullet”). Fra Malmberget transporteres malmen ad togbanen gennem Kiruna til Narvik i Norge. Men trods malmens høje lødighed og lettilgængelighed har det ikke altid været økonomisk sus og dus for hverken LKAB eller Kiruna; anlægget af banen har været dyr, klimaet barskt, jernpriserne lave og konkurrencen fra verdensmarkedet hård.

Vi runder dagen af med overnatning på hotel i Kiruna.

I dag venter et par af turens helt store højdepunkter, når vi først skal besøge LKAB mineselskabet og når vi på eftermiddagens togrejse krydser grænsen til Norge.

Vi starter dagen med at besøge LKAB mineselskabet, som står for Luossavaara-Kiirunavaara Aktiebolag og er en af verdens ledende producenter af forarbejdede malmprodukter. Selve malmforekomsten i den underjordiske mine er den største i hele verden. 4 kilometer lang, 80 meter bred og mindst 2.000 meter dyb. Vi kører i bus til indgangen for selve minen og via et underjordisk netværk af veje videre ca. 300 meter under jorden hvor KLABs besøgscenter ligger. Her får vi en yderst spændende og fascinerende indblik i hvordan selve processen med at udvikle jernmalm foregår. Vi ser nogle af de enorme maskiner der bruges til at bore ind i klippevæggen samt de maskiner der samler malmen op fragter det videre i forarbejdelsesprocessen. Mineselskabet LKAB fragter den dag i dag stadig jernmalm via denne jernbanestrækning fra minerne i Kiruna og Malmberget til Luleå og Narvik for videre transport til udlandet, hvilket vi ved selvsyn kommer til at opleve efter besøget i  minen tager toget samme vej mod Narvik. I disse år gennemgår KLAB en stor omstilling da de ønsker en langt mere bæredygtig og grøn omstilling – og på sigt blive 100% CO2 neutral. En banebrydende og kæmpe investering vi også kommer til at høre mere om.
 
Om eftermiddagen hopper vi igen ombord på toget, og jernbanestrækningen mellem Narvik og Kiruna kaldes Ofotbanen og regnes som en af verdens mest spektakulære jernbanestrækninger. Det smukke og varierede landskab tager os langs fjorde og gennem fjelde med en udsigt, der kan tage pusten fra de fleste.

Ofotbanen udgør også en væsentlig del af Narviks eksistensgrundlag. Da samerne for mere end 250 siden først fandt jernmalm, blev rensdyr og heste brugt til at transportere malmen til kysten. Sådan fortsatte det indtil 1898, hvor regeringerne i både Norge og Sverige blev enige om at bygge en jernbane.

’Rallaren’ var navnet på de omrejsende arbejdere, der stod for bygningen af jernbanen. De kom fra hele Norden og arbejdsforholdene var yderst vanskelige. De lange vintre gjorde, at man udelukkende kunne arbejde i tunneler i vintermånederne, og derudover var manglen på dagslys et betydeligt problem. Arbejdet var hårdt og lønnen lav.
I november 1902 foretog man den højtidelige skinnesammenbinding på hver side af grænsen, men grundet vintervejret og -mørket udsatte man den officielle åbning af banen til sommeren 1903.

Allerede 20 år senere fik man elektrificeret Ofotbanen, og i dag er jernbanen stadig den nordligst beliggende elektrificerede jernbane i verden.

Udover den smukke natur er det også værd at lægge mærke til de nydelige, små rødmalede togstationer, som vi passerer undervejs.

Malmtransport er den dag i dag den klart vigtigste funktion ved Ofotbanen. Malmtogene kører døgnet rundt hele året, og i over 110 år har togtrafikken på Ofotbanen transporteret over 1 milliard ton jernmalm.

Landskabet og udsigten på dagens togrejse adskiller sig fra gårsdagens. Ikke lang tid efter vi forlader Kiruna, rejser landskabet sig, og hvis vejret er med os, kan vi skimte Kebnekajse, Sveriges højeste bjerg. Stationerne er få og øde og de karakteristiske træhuse ligger direkte på de bare klipper. Når vi når den norske grænse, åbner fjeldet sig og Ofotfjorden kommer til syne: en flottere finale på togrejsen kan vi ikke ønske os.
Ved ankomsten til Narvik Station tager vi til vores hotel og checker ind.

Inden vi runder dagen af, skal vi dog også med kabelbane op til toppen af Narvikfjeldet. På mindre end 15 minutter transporteres vi op i ca. 1.000 meters højde, hvor der venter en fabelagtig udsigt til de dybe fjorde og høje bjergmassiver. Narvikfjeldet er Nordnorges største alpine skianlæg og er yderst populært i vintermånederne. Fra slutningen af juni til midt i juli kan man opleve midnatssolen fra toppen af fjeldet.
Vi overnatter på hotel i Narvik.

Inden vi forlader Narvik, skal vi besøge Narvik Krigsmuseum. I løbet af 2. Verdenskrig blev Ofotbanen en af grundene til, at nazisterne besatte Norge. De ville nemlig have fingrene i jernmalmen. Tyskerne invaderede regionen den 9. april 1940, og i to måneder raserede kampene i et område, hvor de norske og tyske tropper ikke blot skulle kæmpe mod hinanden, men også mod de barske vejrforhold, stejle fjelde og mangel på proviant.
På Narvik Krigsmuseum bliver vi klogere på det, som blev kaldt ”Slaget om Narvik”.

Vi forlader herefter Narvik og fastlandet og kører mod Vesterålen, som er en øgruppe nord for Lofoten. Der venter endnu en dag med storslået natur med op til 1.200 meter høje bjergtoppe, der spejler sig i havet.
I Vesterålen finder vi Norges største ø Hinnøya. Her skal vi besøge en lille samisk rensdyrfarm. Familien vi skal besøge, har holdt rensdyr i mere end 150 år – eller siden deres forfædre flyttede besætninger hertil fra det nordlige Sverige.

Vi skal blive klogere på familiens rensdyr og høre mere om deres betydning for samerne. Vi bliver budt indenfor i teltet og får en varm rensdyrsuppe, mens vi lytter til de spændende fortællinger om den samiske kultur, om deres liv og levebrød, de samiske legender og ikke mindst om rensdyrene. Rensdyravlerne er stærkt knyttede til rensdyrene og har brugt rensdyr og slæder som transportmiddel gennem flere hundrede år.

Rensdyret er en hjorteart, der lever på den nordlige halvkugle. Både han- og hunrensdyret har gevir, der vokser hvert år. De lever af græs, blade, urter, rensdyrlav og endda svampe, som de graver op gennem sneen om vinteren. Vilde rensdyr kan måske virke uforstyrrede af menneskers tilstedeværelse – det er imidlertid ikke tilfældet; for at overleve de barske vintre prøver dyrene så vidt muligt at spare på energien og flygter kun, hvis de virkelig føler sig truet.

Hannen vejer normalt over 100 kilo, mens hunnen vejer omkring 75 kilo.

Normalt holdes dyrene ikke indespærret af hegn, men kan frit til at bevæge sig omkring i området. Men efter flere hårde vintre med vanskelige græsningsforhold valgte familien at sætte et hegn op, så de kunne fodre rensdyrene gennem den værste del af vinteren. Desuden kostede sneskred fra Vesterålens stejle fjelde også livet for enkelte rensdyr, før de kom indenfor hegnets beskyttelse.

Er vi heldige, når vi også at høre samernes joik, deres traditionelle gamle sang, inden vi siger farvel og kører mod vores hotel i byen Melbu på øen Hadseløya.

I dag er der mulighed for enten at blive i Melbu og udforske området omkring hotellet og evt. tage på vandretur i området. Her kan rejseleder og hotellet hjælpe med vejledning og gode råd. Man kan også køre med vores egen bus med ind til Sortland og blive sat af her (ca. 1 times buskørsel fra Melbu). I den noget større by Sortland kan man se sig lidt omkring og få sig en god kop kaffe/frokost inden man selv finder hjem til hotellet i Melbu med lokalbus.
 
Man kan også tage med nordpå til byen Andenes der er placeret på den nordlige spids af øen Andøya. Heroppe, nord for Lofoten, er bjergtoppene ikke alene i havblikket. Vi er nemlig tæt på kontinentalsoklen, der gør havområdet særdeles attraktivt for hvaler. De store koncentrationer af plankton og småfisk gør, at der om sommeren er store chancer for at se kaskelothvaler.
 
Ved ankomst til Andenes, har du mulighed for at tage med på hvalsafari. Folk fra hele verden kommer til disse afsidesliggende øer for at se hvaler, og selvom der naturligvis ikke gives nogen garanti, så er dette sted nok det nærmeste, vi kan komme på hvalgaranti (der er hvaler i området hele året rundt), så mon ikke heldet er med os, og vi kommer til at se disse fantastiske skabninger? Hvalsafarien varer cirka 3-5 timer og er en tilkøbsudflugt, der bestilles og betales hjemmefra – se mere nedenfor i programmet. 
 
Vil du ikke vil med på hvalsafari, er der tid på egen hånd til at se nærmere på byen. Den lille fiskerby Andenes med under 3.000 indbyggere har sit særegne fyrtårn. Det 40 meter høje fyr blev bygget i 1859 og i næsten 100 år blev der gjort meteorologiske observationer fra fyret. I 1978 blev fyrtårnet automatiseret. Fra toppen er der en smuk udsigt ud over byen og det meste af øen.

Når hvalsafarien er slut kører vi alle kører retur mod Melbu ad den nye 51 km lange nationale turistvej, der går langs Andøyas vestkyst. Udover Nordeuropas længste hvide sandstrand på 2,5 kilometer, byder strækningen på fantastiske udsigter. Først på aftenen er vi tilbage på vores hotel.
(Dagens etape er på samlet ca. 300 km.).

I dag venter endnu en af turens helt store oplevelser, når vi skal vi opleve Lofotens vilde natur og små, maleriske fiskerlandsbyer.

Fra Melbu sejler vi til Fiskebøl, en sejltur på ca. 40 minutter. Fra Fiskebøl kører vi derefter mod Å, Lofotens sydspids. Det er dog ikke en helt almindelig køretur, for vi kører gennem Lofotens unikke og dybt fascinerende landskab, hvor nærmest majestætisk elegance blander sig med vild, rå og utæmmet natur. Det kalder på opmærksomheden og tilbyder så mange fotomuligheder, at det kan være en god idé at tage det store hukommelseskort (eller en ekstra rulle film) med på rejsen. Vi gør stop undervejs ved nogle af de smukke strande, omgivet af grønt græs, blåt hav og storslåede bjerge.

Vi når byen Å – verdens ende – på Lofotens sydspids. I Å findes bl.a. et tørfiskmuseum, hvilket ikke er en tilfældighed, da den største eksportartikel fra Lofoten netop er tørfisk: torsk som har hængt til tørre i 2-4 måneder. Tørfisk er en delikatesse i Sydeuropa, hvor det kaldes bacalao, og en næringsrig spise i store dele af Afrika.
 
I den nærliggende by Reine finder vi endnu et idyllisk fiskerleje med betagende omgivelser. Den traditionsrige fiskerby ligger i en spektakulær fjord, smukt omgivet af Lofotens høje fjelde og det blå ishav. Her oplever vi også de maleriske ”rorbuer”. Rorbuer er små hytter, som engang blev brugt til overnatning af fiskerne, når de først på året kom fra hele Norge for at deltage i det store torskefiskeri. I dag er de fleste indrettet som feriehuse. 
 
Senere besøger vi også byen Svolvær, der med sine cirka 4.750 indbyggere er det administrative centrum i Vågan kommune i Nordlands fylke. Byen ligger på øen Austvågøya i skærgården langs Vestfjorden. Oprindeligt var Svolvær en del af nabokommunen Vågan, der med byen Kabelvåg ligger lige vest for Svolvær. Det store torskefiskeri i området gjorde Svolvær til en vigtig fiskerby. I 1918 fik den status som “ladested” og Svolvær blev sin egen kommune.

Herefter kører vi retur til Melbu efter en dag med masser af smuk natur.

(Dagens etape er på samlet ca. 350 km.)

Det er blevet tid til at forlade Nordnorge og vi begiver os mod lufthavnen i Evenes, hvorfra vi flyver hjem med et enkelt stop undervejs.