Janne Westergaard Nielsen
Mit navn er Janne og jeg er rejseleder!
Sådan præsenterede jeg mig første gang som 22 årig. Dengang var det for Tjæreborg rejser og jeg arbejdede i Spanien, USA og Grækenland. Jeg blev hængende i Grækenland, drev restaurant og blev mor til to, frem til 2018 hvor jeg, gennem Albatros, igen blev rejseleder.
Top 5: Hvorfor er du rejseleder
1) At rejse er at leve.
2) Man lærer en masse om andre steder, mennesker og kulturer og man bliver betalt for at dele ud af det man har lært.
3) Det er en utroligt tilfredsstillende følelse at kunne oplyse, overraske og glæde andre mennesker med sin viden.
4) Takken og krammene (og fødselsdagshilsnerne) man får fra taknemmelige gæster efter turen.
5) Ens følelse af selvværd får et boost efter hver velgennemført tur.
Indblik i mit liv som rejseleder
Jeg kombinerer Danmark, Grækenland, familie og rejseleder opgaver til et spændende, travlt og meget afvekslende liv. Pga min tid i Grækenland har jeg haft og har mange af Albatros turene dertil.
De seneste år har jeg også fået lov til at vise rundt i Syd-England og Irland. Begge er lande som har en spændende historie, en smuk natur og et væld af besøgs-værdige steder som det er en fornøjelse at vise rundt i.
Den største udfordring som rejseleder er at vælge det mest interessante, relevante og underholdende materiale ud og formidle videre.
Udover at fortælle alt muligt om England og Irland kan mit job også handle om at spotte søpapegøjer på Cliffs of Moher, vise vej til Dublins vintage butikker, finde den bedste Cream Tea i Cornwall eller stige ud af bussen på Dartmoor for at genne ponyer og højlandskøer væk fra vejen - en af mine favoritter.
Det er en god ide at have noget regntøj med til både England og Irland. Jo flere vi er der slæber rundt på en regnfrakke, jo mindre chancer er der for at vi får brug for dem.
Som rejseleder mener jeg min vigtigste opgave er at få gæster til føle sig velforberedte til hver dags oplevelser. Ingen tvivl, ingen usikkerhed. Et spontant kor af "ja, mor" er for mig et tegn på at gæsterne føler sig godt passet på.