Dyrevelfærd på rejsen
Vilde dyr bruges mange steder i verden til at underholde turister. Det kan fx være delfiner og spækhuggere i delfinarier, cyklende papegøjer, eller elefanter, som man enten kan ride på eller underholder ved at spille fodbold eller male kunstværker. Andre former for underholdning kan være at få taget sit billede med en tiger, svømme med delfiner i indhegninger, se bjørne danse eller shows med lænkede aber, der henter kokosnødder i palmer.
Mange af disse her vilde dyr er enten indfanget fra naturen eller avlet til formålet. Vilde dyr er ikke domesticerede (som f.eks. heste, køer og hunde) og lider ofte i fangenskab, da mange af deres behov ikke kan blive opfyldt. For eksempel kan spækhuggere i naturen svømme op til 160 kilometer om dagen og dykke ned til 60 meters dybde, og de lever i yderst komplekse sociale strukturer. Ingen af disse behov tilgodeses i delfinariernes bassiner.
Albatros Travel mener ikke, at vilde dyr skal leve et liv i fangenskab for at være underholdning for turister. Vi ønsker ikke, at vilde dyr skal indfanges eller avles til et liv i fangenskab. Albatros har indgået et samarbejde med World Animal Protection, hvor vi sætter fokus på dyrevelfærd på vores rejser. Derfor er der på vores rejser ikke aktiviteter, hvor vilde dyr indgår i underholdning.
Tyrefægtning
Tyrefægtning er en gammel tradition i en række europæiske og latinamerikanske lande. Der findes forskellige typer af kampe, men fælles for dem alle er, at tyren lider en langsom og smertefuld død. Generelt møder tyrefægtning en stigende modstand og er f.eks. blevet forbudt i den spanske provins Catalonien.
Albatros Travel ønsker ikke at støtte underholdning, hvor dyrene aldrig kan vinde og altid betaler med deres liv. Vi mener, at det er vigtigere at undgå dyremishandling end at fastholde traditioner og kultur. Vi har aldrig taget vores gæster med til tyrefægtning, og besøger heller ikke længere tyrefægterarenaer og -museer, hvor entréen går til arrangering af tyrefægtning. Vi vil dog gerne fortsat oplyse om tyrefægtning, og tilbyder stadig besøg til arenaer, hvor vi ikke økonomisk støtter tyrefægtning.
Elefantridning og -underholdning
Elefantridning og -underholdning foregår mange steder i Asien, og er på mange måder et hårdt liv for elefanterne. Det er hverken naturligt for elefanter at bære mennesker på ryggen eller optræde med at spille fodbold, stå på bagben eller male.
Alene i Thailand lever omkring 3.400 asiatiske elefanter i fangenskab, hvor de typisk fratages muligheden for at få opfyldt deres stærke behov for at socialisere i familiegrupper, fouragere i skoven og bevæge sig over lange distancer hver dag. Da elefanter potentielt er farlige dyr, står de i mange elefantlejre bundet med korte kæder og får ikke tilstrækkelig skygge mellem rideturene og shows. Både træningen og de forhold, mange elefanter lever under, kan føre til, at disse meget intelligente og sociale dyr udvikler posttraumatisk stresssyndrom.
Albatros Travel tilbyder hverken elefantridning eller elefantunderholdning på vores rejser, da vi ikke kan garantere, at elefanterne lever under ordentlige forhold. Vi anerkender samtidig, at de eksisterende elefanter er de lokale elefantpasseres levevej, og at de har brug for omsorg og pleje, så længe de lever. Derfor støtter vi attraktioner, hvor turister kan opleve elefanter i naturlige omgivelser, hvor dyrene har mulighed for naturlig adfærd på deres egne præmisser.