Honduras ligger midt i Mellemamerika og grænser op til Guatemala, El Salvador og Nicaragua. Den nordvendte kyst vender ud mod Det Caribiske Hav, og mod syd har Honduras en lille stribe kyst mod Stillehavet.

Ud for den caribiske kyst ligger en række små tropeøer, Islas de la Bahia. En meget stor del af landet er dækket af bjerge. Kun de to kyststrækninger og junglen La Mosquitia mod nordøst ligger lavt over havets overflade. La Mosquitia-junglen er en del af et stort UNESCO-beskyttet regnskovsområde med et enormt plante- og dyreliv.

Området kaldes af og til ”Mellemamerikas sidste lunge”, fordi det er et af de få tilbageværende tropiske regnskovsområder i regionen. Ud over et dyreliv, der kan give enhver biologilærer åndenød, lever her omkring 2.000 indianere, der har bevaret deres traditionelle levevis.

Honduras’ befolkning på 11 millioner taler hovedsageligt spansk, men også indianske sprog i nogle befolkningsgrupper. Hovedreligionen er katolicisme, og befolkningen består for størstedelens vedkommende af blandede efterkommere af spaniere og indianere (mestizer). Da de første spanske skibe lagde til på Honduras’ caribiske kyst, fandtes der to forskellige indianersamfund. Det vestlige Honduras var en del af mayakulturen, mens de østlige egne var beboet af mindre udviklede jæger- og samlersamfund. Honduras blev en del af Spaniens koloni i Guatemala fra 1524. Efter en kort periode i Den Mellemamerikanske Forbundsrepublik blev Honduras en selvstændig republik i 1838.

Den beslutning medførte skiftende diktaturer, oprør, borgerkrige og småkrige med nabolandene. Stridighederne med især Guatemala og El Salvador varede til langt op i 1900-tallet. Fodboldkrigen mod El Salvador i 1969, der drejede sig om salvadoranske gæstearbejderes forhold i Honduras, men blev udløst af en fodboldkamp, er landets hidtil sidste væbnede opgør med et naboland.

Fra omkring 1900 oprettede USA bananplantager i landet, og den amerikanske storebror dominerede Honduras’ politik og økonomi i mange år. Trods en årelang tradition for stridigheder både med nabolandene og internt i befolkningen har Honduras fået sin hidtil største udfordring fra naturens hånd.

Da orkanen Mitch i 1998 susede hen over Mellemamerika, blev Honduras hærget godt og grundigt og udviklingen sat årtier tilbage.

Når man rejser i Honduras, er modsatrettede ønsker ikke noget problem. Det solrige, tropiske vejr kan udnyttes på caribiske strande og øer, mens bjergenes køligere klima er ideelt til vandreture. Her kan man også udforske de smukke mayaruiner i Copan. Byen er Honduras’ eneste tilbageværende levn fra mayakulturen, men et af kulturens vigtigste. Ikke før i 1800-tallet blev ruinerne opdaget og ryddet for junglens planter, der havde taget de gamle ruiner fuldstændig i besiddelse.

Det afslørede en smuk fæstningsbygning og fine offentlige pladser, der alle giver godt indtryk af maya-arkitekturen og dens udvikling. Især de store stenskulpturer af byens ledere og steler med indviklede udskæringer er imponerende. Copan er naturligvis på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Under en ferie i Honduras er det næsten umuligt at holde sig fra landets hvide, palmebestrøede strande.

Den største af de berømte Islas de la Bahía, Roatán, er et godt sted at stifte bekendtskab med tropeøernes driverliv. Strandene er ypperlige, og øens hovedstad Coxen's Hole er charmerende med en hyggelig plaza, et par mindre forretninger og en livlig havn, hvor rejer og hummere bliver trukket i land fra bådene. Men der er også mulighed for mere livlig bystemning på en rejse til Honduras.

Tegucigalpa er landets hovedstad og eneste storby med fine kolonibygninger, interessante museer og skønne restauranter, hvor der kan svælges i tortillas, stegte bananer og enhver type grillet kød. Byen La Ceiba ved den caribiske kyst er hyggelig, livlig og et godt udgangspunkt for udflugter til de omkringliggende nationalparker og vildtreservater med brøleaber, dovendyr og krokodiller.