Herunder finder du en oversigt over de vaccinationer, der anbefales ved rejser til Costa Rica
Vaccinationsanbefalinger opdateret november 2022.
Vaccinationer
Kort rejse under 3 uger til turistområder: hepatitis A - difteri/stivkrampe
Rejse over 3 uger desuden: tyfus - evt. hepatitis B
Længere ophold desuden: hepatitis B - evt. rabies (hundegalskab) - tuberkulose
Zika-virus
Der er en øget risiko for infektion med zika-virus i Costa Rica Virusen overføres via de samme myg, som kan smitte med denguefeber og gul feber. Der findes ikke nogen vaccine eller forebyggende medicin mod zika-virus. Man bør derfor beskytte områder med nøgen hud i dagtimerne med myggespray. Sygdommen minder meget om en let influenza og er kun alvorlig for gravide. Smittes man som gravid med zika-virus, er der en betydelig risiko for fosterskader med dårlig udvikling af fostrets hjerne. Derfor anbefales det, at man ikke rejser til Costa Rica, hvis man er gravid eller planlægger graviditet.
Gul feber
Der er ikke gul feber i Costa Rica, men der er krav om gul feber-certifikat, hvis du rejser ind i Costa Rica fra et land med gul feber. En vaccine mod gul feber skulle tidligere fornyes hvert 10. år. Det er nu ændret, så en vaccine gør dig immun over for gul feber hele livet.
Nogle ældre personer har tendens til at få svære bivirkninger af vaccinen mod gul feber. Derfor er mange læger forsigtige med at vaccinere ældre personer. Hvis du af den grund ikke ønsker at blive vaccineret mod gul feber, kan du få din læge eller klinikken, hvor du bliver vaccineret, til at skrive i dit vaccinationskort, at du af medicinske årsager ikke er vaccineret mod gul feber. Dette accepteres af immigrationsmyndighederne.
Malaria
Der er malaria i Costa Rica i området ved den caribiske kyst, men risikoen for at blive smittet er meget lille. Det anbefales ikke, at man tager forebyggende malariamedicin. Beskyttelse med myggespray efter mørkets frembrud er tilstrækkeligt.
Denguefeber
Der er denguefeber i hele Costa Rica. Det er vigtigt at beskytte sig mod myggene. Denguemyggen er mest aktiv lige omkring solopgang og solnedgang, så på disse tidspunkter bør man anvende myggebalsam på alle steder, hvor kroppen ikke er beskyttet af tøj.
Der findes nu en vaccine mod Denguefeber.
Leptospirose
White water rafting er meget populært i Costa Rica, men der er risiko for leptospiroseinfektion. Man kan evt. tage forebyggende Doxycyklin 100 mg dagl. Infektionen giver høj feber, diarré, hovedpine, røde øjne, gulsot og i alvorlige tilfælde lever- og nyresvigt.
Du kan få mere information om de sygdomme, der foranlediger de forskellige vaccinationer her: Almindeligt forekommende sygdomme
Køb vaccine
Albatros Travel har lavet et samarbejde med Danske Lægers Vaccinations Service og kan tilbyde 10% rabat på vaccinekøb samt et reduceret konsultationsgebyr.
Du skal blot henvise til Albatros Travel i klinikken, så får du rabatten.
Klik her for at læse mere om vaccineanbefalinger og booke en tid.