Herunder kan du læse om Argentinas klima og se gennemsnitstemperaturer for blandt andet Buenos Aires, Mendoza og Iguazú.
Nordargentina har subtropisk klima med en del regn hele året rundt. Ildlandet, Tierra del Fuego, længst mod syd har antarktisk klima med sne og lave temperaturer året igennem. De centrale dele af landet er mere tempererede, men kan være meget varme og have høj luftfugtighed i sommermånederne (fra december til februar). Dyrelivet er lige så mangfoldigt som vejrfænomenerne. I de subtropiske egne mod nord lever store kattedyr som jaguar, puma og ozelot samt brøleaber, krokodiller, tapirer, flamingoer og papegøjer. På stepperne i det centrale Argentina lever bæltedyr, pampashare og nandu-struds. Bjergene mod vest er beboet af forskellige lamaarter, andeskat, chinchilla og kæmpefuglen kondor. Ud for Patagoniens kyster kan der spottes søelefanter, søløver, pingviner, delfiner og masser af fisk og blæksprutter.