Tjekkiets hovedstad er med sine 1,3 millioner indbyggere landets største by – omkring en tiendedel af hele landets befolkning bor her. Byen folder sig ud på begge sider af Moldau-floden – eller Vltava, som den hedder på tjekkisk. Vest for floden ligger Mala Strana (den lille side) og Hradcany, Prags borghøj, der blandt andet er kendt for det gamle kongeslot og domineret af den enorme, gotiske Sankt Vitus-katedral. I borgområdet ligger også gamle idylliske håndværkergårde med de lavloftede, farverige rum, der har været bolig for borgens soldater og ingen ringere end forfatteren Franz Kafka – denne sky mand, der med livets lunefuldhed er blevet allemandseje og et af turistindustriens salgsredskaber efter sin død.
Kafka hyldes og mindes mange steder i byen, for eksempel i den jødiske bydel Josefov øst for floden. Her står en bronzeskulptur af forfatteren siddende på en hovedløs menneskekrop – måske en hilsen til Kafkas absurde og fremmedgørende universer. Josefov er også hjemsted for en række synagoger, den jødiske kirkegård og flere spændende kosher-restauranter med mad tilberedt i overensstemmelse med de jødiske spiselove, som de står skrevet i Toraen.
Øst for Moldau-floden finder man også Stare Mesto (den gamle by) med det gamle 9.000 m2 store bytorv Staromestske namesti, hvor mange folk hver dag på hele klokkeslæt samles ved rådhuset og det astronomiske ur (Prazsky orloj) for at følge det farverige klokke- og dukkespil. På samme side af floden ligger den nyere og mere storbypulserende bydel Nove mesto med shopping- og forlystelsesområdet omkring Vaclavske namesti eller Vaclavpladsen – et kvarter, der også er hjemsted for Nationalteatret og det berømte Laterne Magika-teater. Her laves hybridteater med kombinationer af blandt andet ballet, pantomime, musik og film.
Der er mere film i Karlovy Vary i Vestbøhmen, hvor der hvert år afholdes en internationalt anerkendt filmfestival med uddeling af prisen Crystal Globe for bedste film og flere andre priser. Byen, der på tysk kaldes Karlsbad, er også kendt som Tjekkiets mest berømte kurby. Byens storhedstid ligger nogle hundrede år tilbage, men selv om det ikke længere er Beethoven, Schiller og Chopin – eller Karl Marx – der lægger vejen forbi, er de saltmineralholdige kilder med temperaturer på mellem 40 og 70 grader ikke mindre lokkende.
Fortsæt rejsen til Márianske Lázné, en anden populær kurby, eller hold wellnessferie i en tredje mindre, bøhmisk by Frantiskovy Lázné. Oplev også middelalderbyen Loket Plzen med bryggemuseet, hvor man kan lære en masse om en af Tjekkiets stoltheder: øl. Eller fortsæt rejsen til nationalparken Sumava, der huser Tjekkiets største sø, Lipnosøen.
Sydbøhmen er rig på gamle slotte, Østbøhmen på gotiske kirker – herunder katedralen i Kutna Hora – og Bøhmen i det hele taget er kendt for bøhmisk krystal. Læg rejsen forbi glasmuseerne i Novy Bor eller i Harachov. I Tjekkiets næststørste by, Brno, der ligger i det sydlige Mæhren, er der mulighed for at holde afslappende slentreferie i Tjekkiets største gågadeområde med fine caféer og forretninger – herunder naturligvis mange med krystal i alverdens former og størrelser.
I den anden ende af landet, og en helt anden og mere alvorlig ende af oplevelsesbarometeret, kan man stifte bekendtskab med koncentrationslejren – og museet om det – i Theresienstadt, et af Europas mørke kapitler. Rejser til Tjekkiet rummer et fint miks af muligheder med selvforkælelse på kurstederne, kulturoplevelser og smuk natur.
En ferie i Prag og Tjekkiet må næsten uundgåeligt inkludere en spadseretur på Karlsbroen. En maler lader akvarellerne flyde hen over lærredet i hurtige penselstrøg, der følger gademusikanternes puls. Han gengiver broen, som han selv sidder på; Borghøjen, der lyser op ovenfor; Moldau-floden, der flyder nedenunder: samt et nyforelsket par, som har taget opstilling foran en af skulpturerne af en katolsk helgen. Det eneste, han ikke kan fastholde, er lyden af musikken og de højrøstede gæster på caféen under broen.