Kosovo er et forholdsvist lille og bjergrigt land i hjertet af Balkan, og med sin placering her har området været en dramatisk krigsskueplads gennem århundreder. Landet grænser op til de tidligere jugoslaviske republikker Serbien og Montenegro, og de smukke Sharr-bjerge mod syd danner en naturlig grænse til nabolandene Albanien og Nordmakedonien. Flere områder i Kosovo er udlagt til betagende nationalparker, hvor der findes et rigt plante-, fugle- og dyreliv.
I 1200-tallet var Kosovo centrum i det kristen-ortodokse serbiske rige. Efter slaget på Solsortesletten i 1389 fik osmannerne herredømmet over området, og her lagdes kimen til en bitter etnisk og religiøs konflikt, som har præget området helt frem til i dag.
Efter det osmanniske riges sammenbrud blev Kosovo i 1912 erobret af Serbien, og fra da af har albanerne i Kosovo opfattet serberne som undertrykkere. Efter 2. verdenskrig forblev Kosovo en del af Serbien og indgik i Titos Jugoslavien. Gnidninger mellem serbere og etniske albanere førte i 1974 til at Kosovo fik en form for selvstyre, men ikke status som selvstændig stat.
I 1989 ophævede Serbien Kosovos selvstyre, og oprøret mod det serbiske styre begyndte at tage fart. I slutningen af 1990’erne udbrød der væbnet konflikt mellem den kosovo-albanske oprørshær og serberne, og det serbiske militær indledte en større etnisk udrensning, hvor en million albanere flygtede til nabolandene.
Forsøg på fredsforhandlinger mislykkedes og Kosovo-provinsen kom under FN administration. FN forsøgte at få serbere og kosovo-albanere til at blive enige om Kosovos fremtidige status, men det lykkedes ikke, og i 2008 vedtog parlamentet i Kosovo, at Kosovo nu var en selvstændig stat.
Det har Serbien sammen med andre stater, herunder fem EU-medlemsstater Cypern, Grækenland, Rumænien, Slovakiet og Spanien, stadig ikke anerkendt.
Pristina er en mindre og overskuelig by, der gik fra at være en jugoslavisk provinsby til at blive en ny nations hovedstad. Mere end 10 % af landets befolkning bor i byen, der præges af små moskeer og huse fra den osmanniske tid blandet med jugoslavisk betonbyggeri fra efterkrigstiden og moderne storcentre og højhuse. Byen kan ved første øjekast virke lidt ramponeret og grim, men den er i en rivende udvikling og virker fuld af optimisme og muligheder på trods af elendig infrastruktur og rodet byplanlægning og arkitektur.
I hjertet af byen ligger gågaden Nëna Terezë hvor caféerne ligger på stribe og de lidt finere butikker har til huse. I den gamle bydel kan man finde interessante vidnesbyrd om osmannernes indflydelse i form af små moskeer, høje tynde minareter og ikke mindst den travle, livlige basar i midten.
Pristina har nogle spændende og betydningsfulde museer og hellige bygninger, men for mange der gæster byen, vil dens stemning, folkeliv og atmosfære være en lige så stor attraktion som de klassiske turistseværdigheder.
Sydvest for Pristina ligger den historiske by Prizren – af nogle også kaldet Kosovos perle. Byen ligger smukt på skråningerne ved Sharr-bjergene og var tidligere under osmannisk kontrol og en vigtig handelsby i et multikulturelt hjørne af Kosovo.
Byen blev ikke hærget under krigen og kan derfor stadigvæk byde på snørklede gader og smukke århundreder gamle moskeer, broer og tyrkiske bade. I Prizren og i de omkringliggende bjerge bor både kosovo-albanere, kosovo-serbere og flere lokale mindretal.